Kammerkoret Ensemble Corvinus

Mandag den 27. maj kl. 19.30 i Stillinge Kirke

Smuk, svensk og dansk romantisk kormusik med det nystartede kammerkor fra Slagelse Ensemble Corvinus under ledelse af Torben Schnedler.

Til koncerten synger koret 3 Rosengårdsviser af Rued Langgaard, som skildrer forskellige aspekter ved kærligheden – fra den inderlige tilbedelse over opofrelse til fortvivlelse. Desuden kan man høre Wilhelm Peterson-Bergers 8 sange, op. 11, der ikke blot rummer nogle af de mest elskede og sungne romantiske sange for kor, men hvis forskelligartede og sprudlende udtryk i tekst og musik næsten er indbegrebet af ”den nordiske tone”. Endelig bliver der en afdeling med smukke danske sommersange.

Ensemble Corvinus er et projektkor bestående af 18 sangere, som mødes i koncentrerede prøveforløb op til koncerterne. Repertoiret består af et bredt udsnit af klassiske a-cappella-værker fra renæssancen frem til i dag. Koret er hjemmehørende i Slagelse, og har navn efter Hans Mikkelsen Ravn 1610–1663 (på latin Johannes Michaelii Corvinus), der var skolemand, litterat og musikteoretiker. Ravn tog eksamen fra Slagelse Lærde Skole i 1631, og var senere i en årrække rektor samme sted med ansvar for skolens dengang berømte kor. Hans bog Heptachordum Danicum fra 1646 er et af de første betydningsfulde musikhistoriske og musikteoretiske værker i Danmark.

Koret ledes af Torben Bech Schnedler, der er uddannet i kirkemusik (orgel) ved Det Jyske Musikkonservatorium og i korledelse ved Syddansk Musikkonservatorium. Han har i en årrække arbejdet med kor i landsdelen og dirigeret både store og små koncertprojekter - lige fra messer af Vivaldi, Mozart, Rossini, Dvorak og Duruflé til børnekorsstævner. Han arbejder til dagligt som organist ved Sct. Mikkels Kirke i Slagelse.

Del dette: