Artikler

PÅSKE

Det er ikke vores erfaring, at døde bliver levende igen, derfor vil budskabet om Kristi opstandelse og om hans opvækkelse af døde – af synagogeforstanderens datter, enkens søn og Lazarus – altid stride mod vores erfa­ring på dette punkt og derfor ikke synes naturlig. Til gen­gæld stemmer budskabet om opstandelsen overens med andre erfaringer, erfaringer af kær­lighed og skyld. Erfaringen af at der i livet selv findes en slags orden, der gør, at vi ikke frit kan vælge, om vi vil leve vort liv på kærlighedens betingelser eller på selviskhedens eller ligegyldighedens betingelser, det vil sige på opstandel­sens betin­gel­ser eller på dødens betingelser.

Budskabet om opstandelsen, og det vil jo sige budskabet om, at det sidste og endegyldige for os mennesker ikke er dødens intethed og totale glemsel, men at det sidste for os mennesker er Gud, dette bud­skab er en bekræftelse af, at livet er fuldt af mening. Vi er ikke i tvivl om livets mening, når vi holder af nogen og ved os elsket selv. Så har livet mening og fylde. Så er det noget, vi ikke ønsker at give slip på. Meningen kan derfor også ligge i savnet og i sorgen, som er kærlighedens udtryk, når vi er adskilt fra dem, vi blev forbundne med i kærlighed.

Men netop i sorgen og savnet og den smerte, der er forbundet med dem, er vi sårbare over for dødens hån og ligegyldighed. Vi er sårbare over for dødens antydning af, at vores kærlighed alligevel var forgæves, at det vi fandt mening og glæde i, alligevel blot var et slag i luften.

På den måde befinder vi os her i livet stedt i en kamp mellem livet og døden, ikke kun biologisk set, men også hvad angår livets mening og indhold. Vi er en kampplads mellem liv og død, kærlighed og ligegyldighed, mellem Gud og djævel.    

MB