Halalkød eller frihed

Efter den 11. september 2001 rådede Salman Rush­die den rystede vestlige verden til at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigt og ikke må opgives i den vestlige verdens levevis. Han havde siden fatwaen mod ham gjort bitre erfaringer med at lade sig kue til at opgive sin normale tilværelse. Han stillede selv følgende liste op: „at kysse på offentlige steder, baconsandwich, uenighed, den nyeste mode, litteratur, gavmildhed, vand, en mere ligelig for­deling af verdens ressourcer, film, musik, tankefrihed, skønhed, kærlighed. Rushdies liste er interessant med dens blanding af tilsyneladende alvorlige og mindre alvorlige emner. Han må som fatwaramt have erfaret, at en inddeling af emner­ne i dem, vi kan opgive, og dem, vi ikke vil opgive, alle­rede udgør et nederlag til dem, der vil vores vestlige leve­vis til livs. I lyset af sommerens hjemlige debat om indførelsen af halalslagtet kød og opgivelsen af svinekød i danske offentlige institutioner, er det ikke mindst tankevæk­ken­de, at baconsandwich står på Rushdies liste. At indrette madlavningen i børnehaver og på hospitaler efter mu­slim­ske spiseregler, er et skridt på vejen til at opgive vores egen vestlige levevis, som er funderet på frihed, og gøre knæfald for lovreligionen islam. Da Paulus i sin tid tog sit store opgør med Peter i byen Antiokia, drejede det sig om spisevaner. Fordi Jesus Kristus bar vore synder, er vores forhold til Gud bragt i orden. Vi har Guds velbehag, hans kærlighed. Og der skal ikke tilføjes noget, Jesus Kristus har gjort, hvad der skulle til. Det betyder frihed i forhold til loven. Det var Paulus, der først og mest radikalt forstod dette. Loven og over­hol­del­sen af alle budene – medregnet alle spiseregler og renhedsforskrifter fra Moseloven – er nu ikke længere den vej, vi skal gå, for at være Guds børn. De jødekristne kunne derfor spise sammen de hed­ningekristne, og de kunne spise al slags mad. Det var ikke alle, der forstod det med det samme, og det var slet ikke alle, der havde mod til det. Peter havde en tid spist sammen med de hedningekristne i Antiokia, men da der så kom nogle jødekristne brødre fra menigheden i Jerusalem, ville han kun spise sammen med de jødekristne igen. Da blev Paulus gal og skældte ham ud. Han bebrej­dede ham, at han dermed satte skel mellem forskellige slags kristne; at han lagde pres på de hedningekristne: at de skulle følge de jødiske spiseregler; at han dermed igen indførte loven som frelsesvej; at han således svigtede det kristne evangelium. Til korinterne, som var i tvivl om, hvorvidt, de måtte spise offerkød (hvilket svarer til halalslagtet kød), skrev Paulus: „Alt er tilladt, men ikke alt gavner. … Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge om det er offerkød. For jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren. … Men hvis nogen siger til jer: „Det er offerkød,“ må I ikke spise det.“ Alt er tilladt, sagde Paulus, vi kan spise alt, men i det øjeblik vi gør knæfald for spiseregler og en religiøs skelnen mellem rent og urent, er vi i færd med at træde den kristne frihed under fode. Vi har længe her i landet kunne tage den kristne frihed for en given ting, og derfor har vi svært ved at finde en pas­sende reaktion, når vi møder en anden religion, der ikke er en frihedens religion, men en lovreligion med spiseregler – ikke mindst når dens spiseregler udbredes, så at vi også ram­mes af dem. Men vil man af hensyn til en afguds­dyrken­de lovreligion indskrænke vores frihed (for eksempel ved udelukkelse af svinekød i børnehavernes mad), må vi sige fra. Vi står med islam over for en religion, der søger at regulere så meget som muligt og helst alt med sine love. Det eneste sted friheden gives os er i evangeliet. Vi skal kende vores besøgelsestid og tage friheden. Eller med Paulus ord fra Galaterbrevet: „Til frihed har Kristus frigjort os. Stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ MB