Tidligere Artikler

Halalkød eller frihed

Efter den 11. september 2001 rådede Salman Rush­die den rystede vestlige verden til at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigt og ikke må opgives i den vestlige verdens levevis. Han havde siden fatwaen mod ham gjort bitre erfaringer med at lade sig kue til at opgive sin normale tilværelse. Han stillede selv følgende liste op: „at kysse på offentlige steder, baconsandwich, uenighed, den nyeste mode, litteratur, gavmildhed, vand, en mere ligelig for­deling af verdens ressourcer, film, musik, tankefrihed, skønhed, kærlighed.“ 
Rushdies liste er interessant med dens blanding af tilsyneladende alvorlige og mindre alvorlige emner. Han må som fatwaramt have erfaret, at en inddeling af emner­ne i dem, vi kan opgive, og dem, vi ikke vil opgive, alle­rede udgør et nederlag til dem, der vil vores vestlige leve­vis til livs. 
I lyset af sommerens hjemlige debat om indførelsen af halalslagtet kød og opgivelsen af svinekød i danske offentlige institutioner, er det ikke mindst tankevæk­ken­de, at baconsandwich står på Rushdies liste. At indrette madlavningen i børnehaver og på hospitaler efter mu­slim­ske spiseregler, er et skridt på vejen til at opgive vores egen vestlige levevis, som er funderet på frihed, og gøre knæfald for lovreligionen islam. 
Da Paulus i sin tid tog sit store opgør med Peter i byen Antiokia, drejede det sig om spisevaner. Fordi Jesus Kristus bar vore synder, er vores forhold til Gud bragt i orden. Vi har Guds velbehag, hans kærlighed. Og der skal ikke tilføjes noget, Jesus Kristus har gjort, hvad der skulle til. Det betyder frihed i forhold til loven. Det var Paulus, der først og mest radikalt forstod dette. Loven og over­hol­del­sen af alle budene – medregnet alle spiseregler og renhedsforskrifter fra Moseloven – er nu ikke længere den vej, vi skal gå, for at være Guds børn. 
De jødekristne kunne derfor spise sammen de hed­ningekristne, og de kunne spise al slags mad. Det var ikke alle, der forstod det med det samme, og det var slet ikke alle, der havde mod til det. Peter havde en tid spist sammen med de hedningekristne i Antiokia, men da der så kom nogle jødekristne brødre fra menigheden i Jerusalem, ville han kun spise sammen med de jødekristne igen. 
Da blev Paulus gal og skældte ham ud. Han bebrej­dede ham, at han dermed satte skel mellem forskellige slags kristne; at han lagde pres på de hedningekristne: at de skulle følge de jødiske spiseregler; at han dermed igen indførte loven som frelsesvej; at han således svigtede det kristne evangelium. 
Til korinterne, som var i tvivl om, hvorvidt, de måtte spise offerkød (hvilket svarer til halalslagtet kød), skrev Paulus: „Alt er tilladt, men ikke alt gavner. … Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge om det er offerkød. For jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren. … Men hvis nogen siger til jer: „Det er offerkød,“ må I ikke spise det.“ 
Alt er tilladt, sagde Paulus, vi kan spise alt, men i det øjeblik vi gør knæfald for spiseregler og en religiøs skelnen mellem rent og urent, er vi i færd med at træde den kristne frihed under fode. 
Vi har længe her i landet kunne tage den kristne frihed for en given ting, og derfor har vi svært ved at finde en pas­sende reaktion, når vi møder en anden religion, der ikke er en frihedens religion, men en lovreligion med spiseregler – ikke mindst når dens spiseregler udbredes, så at vi også ram­mes af dem. Men vil man af hensyn til en afguds­dyrken­de lovreligion indskrænke vores frihed (for eksempel ved udelukkelse af svinekød i børnehavernes mad), må vi sige fra. Vi står med islam over for en religion, der søger at regulere så meget som muligt og helst alt med sine love. 
Det eneste sted friheden gives os er i evangeliet. Vi skal kende vores besøgelsestid og tage friheden. Eller med Paulus ord fra Galaterbrevet: „Til frihed har Kristus frigjort os. Stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ 
MB

At få en begyndelse

Guds rige begynder dér, hvor vi ikke selv kan gøre en begyndelse, men hvor vi må begynde i den begyndelse, Gud giver os. Det hører vi, hver gang vi holder barnedåb i Jesu ord: „Lad de små børn komme til mig, … thi Guds rige hører sådanne til.“ Og spørger vi: hvilke? Lyder svaret: sådanne (eller sådan nogle) som dem, som ikke formår noget af egen kraft, men som netop er henvist til at modtage og leve af, hvad andre giver dem og gør for dem. Hvilket vi alle kan se, at små børn må.
I den nye oversættelse hedder det: for Guds rige er deres. Det er en ringere oversættelse, for det kan forstås sådan, at Guds rige kun skulle være for børn og ikke for andre. Men Guds rige hører sådanne til, nemlig sådan nogle, der tager imod Guds rige sådan som et lille barn gør det. Og det kan enhver faktisk. Enhver der er indstillet på at modtage og leve af, hvad en anden giver dem og gør for dem, nemlig Gud selv. Enhver, der vil begynde i den begyndelse, Gud giver, og ikke står fast på at ville gøre sin egen begyndelse.
I en vis forstand er det ingen sag. Der er intet lettere end at begynde i Guds begyndelse. Vi skal jo netop ingenting gøre, men blot tage imod, hvad vi får givet – ligesom det lille barn intet gør selv.
Men vi ved, at dåben ikke er begyndelsen for barnet. Begyndelsen var jo fødslen. Barnets liv har taget sin begyndelse, så dåben vil altid – også for det lille barn – være en ny begyndelse. Men der er det ved dåben, at den er en anden slags begyndelse end fødslen. Dåben er en åndelig begyndelse, og hvor vores liv biologisk set kun kan gøre en begyndelse, nemlig fødslen, dér kan vi åndeligt set gøre en ny begyndelse igen og igen. Og derfor sker det også, at den som i dåben har fået Guds begyndelse at begynde i, at han eller hun alligevel derefter gør sin egen begyndelse.
Og det er med den slags begyndelser sådan, at dersom man ikke gør begyndelsen det rette sted, så ender man et andet sted, end man har beregnet. Det er lidt ligesom, når man vil tælle. Begynder man ikke med det rette tal, så ender man heller ikke med det tal, man burde ende med, når man har talt færdig.
Der ligger ganske meget i, hvor eller hvorledes man gør sin begyndelse.

Men også for den, som efter dåben har gjort en ny begyndelse, nemlig sin egen begyndelse, findes der en mulighed for at vende tilbage og atter begynde i den begyndelse, Gud gjorde med én. Det er nadveren. Det er i og for sig også det letteste i verden, for det er jo ingen sag at gå til alters at spise brødet og drikke vinen, og således blot tage imod, hvad Gud dér giver.
Men fra en anden synsvinkel er det blevet meget vanskeligere. For vi er måske i mellemtiden kommet langt ad vore egne veje, og finder det svært at gøre en ny begyndelse. Det hedder, at vi skal blive som børn på ny, og det skal vi også i den forstand, at vi skal forstå, at vi her helt og aldeles må give afkald på at komme med noget selv, der kan bruges, og indstille os på, at der ingen anden ny begyndelse findes end den første, den nemlig at begynde i, hvad Gud gør for os.
Og nu er det vist på tide, at jeg taler lidt mere konkret.
Fordringen om, at vi skal begynde i Guds begyndelse, er en meddelelse om, hvad det vil sige at være menneske, og samtidig en fordring om, at vi skal være det. At være menneske er ikke at skabe sig selv, men at være skabning. Det vil mere konkret sige, at det er noget andet, end vi for det meste tror, det er.
Selv om det måske ikke er noget, vi går og tænker nærmere over, så handler vi ofte ud fra den præmis, at vi er, hvad vi gør. Det er heller ikke nogen urimelig tanke. Det er jo, hvad vores erfaring lærer os langt hen ad vejen. Det gælder ikke kun vores arbejde, hvor vi naturligvis udfylder vores plads ved at gøre, hvad vi dér skal gøre, og således i en vis forstand også er, hvad vi gør. Men det gælder også i vores indbyrdes forhold til hinanden. Vi gør noget for at være noget for hinanden.
Hele denne måde at anskue sig selv på kan antage form af et vist hovmod. Som når man for eksempel siger, at jeg er min egen lykkes smed, eller bruger et amerikansk udtryk, som var på mode engang, og kalder sig en self-made man. Det udtryk siger, at jeg er, hvad jeg selv har gjort mig til. Det bruges mest af dem, der har succes. Men hvis man selv har skabt sin succes, så gælder det vel også i det modsatte tilfælde, at man selv er ansvarlig for sin fiasko. Men det er mere sjældent, at man taler om at være sin egen ulykkes smed – selv om det er konsekvensen af tankegangen.
Men anskuelsen behøver ikke føre til et så åbenlyst hovmod. Den kan som sagt hænge sammen vores daglige erfaring af, at det vi gør, er det både vi selv og andre kender os på. Det er der ikke nødvendigvis noget selvhævdende i. Men slutter vi fra den erfaring, at vi kendes på, hvad vi gør, til at vi så også er, hvad vi gør, at vi skabes af vore handlinger, så er vi bundet til os selv, og så må vi stå eller falde med, hvad vi formår at gøre os selv til.
Sådan kan vi leve længe – måske hele livet – og mene, at vi er, hvad vi med vore gerninger gør os til. Men vi kan godt høre, at dermed tager vi vores begyndelse – ikke i hvad en anden gør for os – men i hvad vi selv gør. Og derfor lyder det kristne budskab, at vi har gjort en forkert begyndelse. Men skulle der være nogen grund til at lytte til det? Har vi ikke ret?
Jo, på sin vis. Når vi begynder i, hvad vi selv gør, så er vi også hvad vi selv med vore gerninger gør os til. Hvor vi ender, afhænger af, hvor vi begyndte. Men det kristne budskab insisterer altså på, at vi da er begyndt forkert og dermed også er endt et forkert sted. Det kan nok være svært at indse for den, hvem det er gået godt, og som glad kalder sig for en self-made man eller sin egen lykkes smed.
Men der er, som jeg var inde på, også nogen, der gør andre erfaringer, og med knap så stor glæde takker sig selv for sin egen fiasko eller ulykke. Men bortset fra erfaringen af ikke at være en succes, så findes der en erfaring, som alle gør, og det er helt uanset om de er succesrige eller ej. Der findes en erfaring, der modsiger erfaringen af at have sig selv i sin egen magt i sine gerninger. En erfaring, der underminerer overbevisningen om, at jeg er, hvad selv gør mig til.
Det er erfaringen af skyld. Der findes intet menneske, der går igennem livet uden at pådrage sig skyld. Og det er sådan med skyld, at den kan man ikke selv komme af med igen. Der er måske nok nogen, der mener, at de kan betale sig fra den. De kan gøre deres ugerning god igen. Og på den måde mener de stadig med deres gerninger at have magt over deres eget liv.
Men skyld er mere kompliceret end som så. Vi man betale sig fra den, kan man ikke selv sætte prisen, men det kan kun den forurettede. At betale sig fra skyld uden at angre, har det også med at gøre betalingen værdiløs. Og hvad er angeren, som kræves for at få skylden ud af verden? Angeren er ønsket om at gøre det, man ikke kan gøre, nemlig at gøre det gjorte ugjort. Angeren er dermed indsigten i, at man her er nået til det sted, hvor man ikke længere med sine gerninger har sig selv og sit liv i sin egen magt.
Skyld er at være bundet til sin gerning. Men netop en gerning, man ikke skulle have gjort. En gerning, hvorved man er blevet til en, man ikke kan leve med at være. Eller rettere, hvormed man selv har gjort sig til den, man ikke kan leve med at være. Man kan ikke leve med at være den, der er skyldig i det, man har gjort, men man kan heller ikke selv ophæve det, man har gjort. Og derfor må man leve med at være den, man ikke kan leve med at være. Det er erfaringen af skyld.
Der er kun én vej ud af skylden: det er at bede den, man har gjort sig skyldig mod, om at undskylde én, om at løfte skyldens byrde af éns skuldre, om – med et enkelt ord – at tilgive. I tilgivelsen gør den anden, hvad man ikke selv kan: at det gjorte gøres ugjort. Der slås en streg over det. Det tæller ikke mere.
At blive tilgivet er at få en ny begyndelse. Det er at måtte begynde i, hvad den anden gør for mig, nemlig tilgiver min skyld, og ikke hvad jeg selv kan gøre.
Det er, hvad der sker, når vi går til alters. Vi bliver tilgivet. Vi får en ny begyndelse. Vi må derfor give afkald på selv at kunne gøre begyndelsen, selv at kunne gøre os til dem vi er. Ved alterbordet er vi, hvad Gud gør os til: tilgivne syndere. Deri må vi begynde. Gud siger: du er min, det er vores begyndelse.
Erfaringen af skyld og tilgivelse, kan åbne vores blik for, at vi aldrig var, hvad vi selv gjorde os til. Men at vi fra begyndelsen var, hvad andre gjorde os til. Du er min sagde Gud til os allerede i dåben, ligesom vore forældre har sagt det til os. Du er min. Det kan vi ikke selv gøre os til, men det er, hvad de, som har os kær, gør os til i deres kærlighed til os.
Hvad så med alt det vi gør? Tæller vore gerninger ikke. Jo, naturligvis. Men grundlæggende er vi, hvad andre gør os til. Derfor skal vi med vore gerninger ikke skabe os selv, men vore gerninger skal komme andre til gavn. Vi skal ikke handle for selv at gøre os til noget, men fordi vi lever sammen med andre her på jorden, og vi skylder hinanden så meget, at vi aldrig kan blive færdige med at gøre alt det, vi skylder.

MB

Evigt liv - gave og fordring

Hvis Jesus var blevet født i dag i dagens Danmark, var der nok ikke mange chancer for, at han havde fået lejlighed til som ung mand at samle sig en discipelflok og drage fra by til by og prædike, at Guds rige er nær, og at han selv var Kristus, Guds søn, eller menneskesønnen som han kaldte det. 

Hans mor, Maria, var formodentlig allerede under graviditeten og besøgene hos jordemoderen, blevet genstand for kritisk opmærksomhed fra myndighedernes side, i hvert fald hvis hun var begyndt at tale om, hvordan det lille barn, som hun bar i sin mave, var blevet undfanget. Hun var vel nok blevet henvist til en psykolog, fordi hun led af visse tvangstanker og hallucinationer: hun havde set en engel og hørt den tale. Hun var overbevist om, at barnet var Guds søn. En form for religiøst betinget storhedsvanvid. 

Nå, men hvis hun havde gået stille med dørene og ladet som om Josef, som hun endnu ikke var blevet gift med, var faderen, så havde alt derimod været helt normalt. De var blevet bedt om at udfylde en såkaldt Ansvars- og omsorgserklæring, hvorved Josef anerkendte faderskabet, og de fik fælles forældremyndighed. 

Jesus var så kommet i vuggestue som etårig og børnehave som treårig, så Maria kunne passe sit arbejde som medhjælpende hustru i Josefs lille tømrerforretning. Jesus ville i vuggestuen og børnehaven blive socialiseret, det vil sige: alle hans særheder ville være blevet pillet ud af ham, alle kanterne slebet af. Han ville være blevet en helt normal dreng, der ville bruge det meste af sin tid foran en Playstation, når først han var kommet ud over sandkassealderen. Han ville derfor også være vokset op uden noget kendskab til Bibelen og dens profetier om Kristus, så der ville heller ikke blive plantet nogen sære idéer i hans hoved ad den vej. 

Skulle der alligevel dukke en fornemmelse af at være noget særligt op i hans bevidsthed, ville den ikke være blevet næret af Esajas’ forudsigelse om, at Gud ville lade en jomfru føde en søn, som skulle kaldes Immanuel – hvilket betyder Gud med os. Den ville heller ikke være næret af Esajas forudsigelse om Herrens lidende tjener: 

„Han blev gennemboret for vore overtrædelser 
og knust for vore synder. 
Han blev straffet, for at vi kunne få fred, 
ved hans sår blev vi helbredt. 
Vi flakkede alle om som får, 
vi vendte os hver sin vej; 
men Herren lod al vor skyld ramme ham. 
Han blev plaget og mishandlet, 
men han åbnede ikke sin mund; 
som et lam, der føres til slagtning, 
som et får, der er stumt, mens det klippes, 
åbnede han ikke sin mund.“ 

Hans forestilling om at være født til noget særligt og om at være anderledes, noget andet og mere end alle de andre statsstøttede, velsocialiserede og playstationspillende unge mænd, ville måske være blevet næret af billeder fra de computerspil, hvor han som en mand med en mission bevæger sig rundt i en labyrintisk by for at snigmyrde fjender. Og virkeliggørelsen af hans fantasier om at være noget ud over det sædvanlige ville måske have resulteret i et skoleskyderi, en massakre på alle de ulidelige velsocialiserede, almindeligheder, han altid havde omgåedes, sluttende naturligvis – med hans selvmord. 

Eller hvis vi skal forestille os en mindre dyster og blodig berømmelse, så var han taget til audition på X-faktor, og havde i nogle afsnit af denne såkaldte talentkonkurrence, kunne nyde sig selv glimre i lyset fra spotlights, og høre dommernes fantasifulde, men ikke nødvendigvis velmente komplimenter af hans særegne stemme. Efter et par afsnit ville han måske være blevet stemt ud af konkurrencen, hvorefter han hurtigere end nogen kan nå at sige Blachman ville blive opslugt af glemselens totale mørke, og med en forstærket bevidsthed om ikke at være noget særligt, kunne han så passe et arbejde indtil sin pension – hvis han kunne finde et. 
Men Jesus blev ikke født i dagens Danmark. 

Han blev født i en åndeligt set mere højtudviklet kultur end vores, i den jødiske kultur ved vores tidsregnings begyndelse. En kultur med en gudstro. Hvor det derfor ikke blot var muligt, men endda nærliggende at sætte sine forhåbninger til Gud, at stole på at han ville sørge for sine menneskebørn, sit folk. Hvor det derfor også var ikke blot muligt, men også naturligt at klage sin nød til Gud og anråbe ham om hjælp, når nøden og ulykkerne trængte sig på. Hvor det på samme måde ikke blot var muligt, men endda ægte og slet ikke hyklerisk at takke Gud, for hvad man havde. 

Det var en kultur, der uden videre regnede med, at mennesket er andet og mere end et biologisk væsen, der skal have sine behov tilfredsstillet, en kultur, hvor heller ikke sjælen ses i biologiens billede, som blot en mekanisme, der har behov, der skal tilfredsstilles, men hvor det, at mennesket har en sjæl, vidner om dets adel. Hvor der er andet og mere at stræbe efter i livet end livets opretholdelse og femten minutters berømmelse. For at sige det med Jesus ord: 

„Hvad gavner det et menneske at vinde den hele verden og bøde med sin sjæl? Thi hvad kan et menneske give som vederlag for sin sjæl?“ 
Det var derfor en kultur, hvor der var grobund for Jesu budskab om, at det evige liv er andet og mere end en præmie for et moralsk uplettet levned. At det evige liv er livet for Guds ansigt også her og nu, mens vi lever på jorden. At de afgørelser, vi træffer her på jorden, træffes i ansvar for vores herre og fader i Himlen, og at de derfor har evig gyldighed. At det at mennesket er benådet eller velsignet med evigt liv både er en uvurderligt kostbar gave og et uendelig eftertryk på det krav, der er stillet os med det at være menneske, at være en skabning på den gudsskabte jord. 

Hos os er der allerhøjst et lille fnis tilovers for en beretning om englen Gabriels besøg hos jomfruen Maria, hvor han bebuder, at hun skal føde den Højestes søn, et helligt barn, der skal være konge over Guds folk til evig tid, et barn som kort sagt er Guds søn. Mere sandsynligt vil beretningen blive mødt med et skuldertræk. For hvordan skal man forstå betydningen af den, når man ikke kender profetierne? Når der ikke straks rejser sig et væld af forudsigelser i hukommelsen: 

„Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel.“ 
„Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. … Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid.“ 
„Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! 
Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig …“ 
Endnu bærer vi dog vore børn til dåben. Endnu findes der altså en anelse om, at et menneske er mere end en lille bylt af fysiske og psykiske behov. At et menneske er ånd. At der er noget i menneskelivet, der rækker ud over, hvad vi med vores forstand og vores amputerede tradition kan overskue. 

Her ved døbefonten sker stadig underet. Når ritualet udføres sker, hvad vi ikke kan se, men hvad vi kan høre, dersom vi har øren at høre med, nemlig at Gud i og med dåbshandlingen rækker sin hånd ned mod barnet og tegner kors for dets ansigt og dets bryst, så at dette barn, som han derefter med dåbens vand gør til sit barn, for evigt vil være forbundet med den korsfæstede. 

Så at den døbte har del i Jesu Kristi død og opstandelse. Som Paulus skriver: „Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? … er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. … den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham.“ 

Det er måske dunkel tale, men hører vi rigtigt efter, hvad der her bliver sagt, så hører vi, at den døbte med dåben vies til et liv, der er mere end blot behovstilfredsstillelse og oplevelsesjagt, et liv, hvor der hviler et krav på os, et krav om at være menneske, et menneskeligt menneske, et liv, hvor der er ansvar og frihed, et liv hvor der også er håb, fordi vi er knyttet til ham, der overvandt synden og døden i sin død og opstandelse. Et liv, det evige liv, som vi ikke kan miste, fordi det ikke beror på os, men på ham, der gav os det i dåben. 

MB

Om at leve

En lovkyndig mand spurgte Jesus: „Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ Hvorpå Jesus spurgte tilbage: „Hvad står der i loven?“ Og manden svarede: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte … og din næste som dig selv.“ Og Jesus sagde: „Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.“ Derpå er det Jesus fortæller om den barmhjertige samaritaner. 

Den dag var livet for de tre mænd en mand, der var overfaldet af røvere og lå halvdød ved vejen mellem Jerusalem og Jeriko. De to gik forbi ham og gik dermed også livet forbi, fordi de mente, at livet var noget, der ventede dem et sted ved enden af vejen. Samaritaneren var den eneste, der var til stede i sit liv. 

Gør det, så skal du leve. – Hvad betyder det? Det betyder, at livet ikke er noget, man skal nå frem til. Det er ikke noget man skal finde vejen til, men livet er lige for fødderne af os. 

Derfor kan man også sige, at livet er i overholdelsen af budene om kærlighed til Gud og til næsten. Overholdelsen af loven er ikke en opgave, vi skal løse, for derefter at få livet som belønning for veludført arbejde, men livet er selve overholdelsen eller opfyldelsen af loven. Der kommer ikke noget andet bagefter. Der kommer ikke noget bedre eller finere. Men det er her allerede, for hvad kan være bedre end at leve det liv, som er dit virkelige liv? Vil du ikke leve det liv, der er dit, går du forbi den opgave, der er din, fordi du regner med, at det egentlige liv ligger et sted for enden af vejen, så går du dit virkelige liv forbi, og jager efter i stedet efter en skygge. 

Guds bud gælder hele tiden, og hver gang dets fordring er efterkommet, stiller det os i skyldigheden på ny, således at vi hele vores liv ikke kan være beskæftiget med andet end at opfylde dette bud og aldrig nogensinde bliver sluppet af budets fordring, så længe vi lever. 

MB